Med en regionsrådsformand og et fuldt konstitueret politisk hold på plads er Region Østdanmarks 47 nyvalgte politikere nu klar til at tage hul på arbejdet.
En ny region, et nyt regionsråd og helt nye sundhedsråd betyder også nye politikere og poster til de politikere og partier, som 67,9 procent af de stemmeberettigede valgte at pege på den 18. november ved stemmeurnerne.
Med det konstituerende regionsrådsmøde 2. december er det nu formelt besluttet, hvem der skal stå i spidsen for og sidde i Regionsrådet, Forretningsudvalget og de seks nye sundhedsråd i Region Østdanmark.
- Jeg er stolt og ydmyg over at være valgt som ny regionsrådsformand i Region Østdanmark, hvor vi i den kommende tid skal skrive historie sammen. Vi skal danne en ny region og samtidig føre den største reform af sundhedsvæsnet i næsten 20 år ud i livet. Vi vil fra politisk side videreføre og udvikle det gode sundhedsvæsen, vi har i dag, med patienternes behov for øje. Vi vil sikre lighed i sundhed, så borgerne i hele regionen uafhængigt af geografi og sociale vilkår har lige adgang til sundhedstilbud og en mere ensartet lægedækning, siger Lars Gaardhøj (A), regionsrådsformand for Region Østdanmark.
Formandskabet
Retningen for den nye region begyndte morgenen efter regionalvalget, hvor seks partier indgik en konstitueringsaftale og pegede på Lars Gaardhøj som regionsrådsformand. Sammen med 1. næstformand Christoffer Buster Reinhardt (C) og 2. næstformand Camilla Hove Lund (V), udgør de formandskabet for Region Østdanmark.
Forretningsudvalg og seks sundhedsråd
Også de 17 pladser i det centrale forretningsudvalg er nu fordelt, og det samme er Region Østdanmarks poster i de seks sundhedsråd, hvor kommunerne også skal være repræsenteret. Kommunerne skal have valgt deres repræsentanter senest den 15. december.
|